Åben 24/7
+45 98 17 17 82

Om os

Historien bag Skatt Christensen og Nr. Tranders og Østbyens Begravelsesforretning

Vil du have dybere indsigt i os som forretning og mennesker?

Hos Skatt Christensen, Nr. Tranders og Østbyens Begravelsesforretninger, er vi dybt taknemmelige over den tillid pårørende viser os ved, at vælge os til at bistå med støtte, vejledning samt praktiske opgaver, gennem den første tid efter et dødsfald. Med vores menneskelighed og faglighed gør vi vores bedste for at leve op til den tillid, pårørende viser os.

I døden er alle lige og alle har ret til en værdig afsked.

Vi anser det, som værende vores fornemmeste opgave at skabe optimale rammer for en personlig og smuk hyldest af det levede liv, samt sikre en værdig afsked.

Tillid, tryghed, troværdighed og etik er fundamentet i vores Begravelsesforretning og har været det siden 1907

Grundlæggerne af Skatt Christensen Begravelsesforretning
om os - Skatt Christensen Begravelsesforretning - oprindeligt billede fra 1097 - Om os

Bagerste række fra venstre: nr. 1 Snedkermester Niels Christensen, nr. 6 Snedkermester Laurits Peder Christensen.
Mellemste række fra venstre: nr. 2 (v. Siden af barnet) Skat Christensen (søn af Laurits).

Skatt Christensens fulde historie

Der var en gang to brødre Laurits og Niels Christensen som begge var snedkermesterer. Sammen ejede de Snedkerværkstedet Brdr. Christensen. Deres Snedkerforretning lå i Skrågade, mens Snedkerværkstedet lå i Søndergade. I begyndelsen af 1900-tallet, var det snedkerværkstedet der leverede kister til begravelse.

I 1907 udvidede brøderne Christensen deres forretning med ligkistemagasin. Brøderne drev forretningen samme frem til 1938, hvor Niels dør knap 50 år gammel, uventet, efter kort tids sygdom. Laurits drev forretningen videre frem til 1948, hvor han overdrog den til sønnen, Skat Christensen. For Laurits var det blevet en for stor byrde, at drive forretningen videre uden broderen.

Frem til Skat overtog forretningen, havde Ligkistemagsinet deres egen hestedrevne ligvogn. Ligvognen havde gummihjul og var pyntet med frynsede sorte gardiner. Hestene havde sort dækken og hovedet var tildækket med huller til øjne og øre. Den afdøde blev afhentet på bopælen af et ligfølge, hvor alle var klædt i sort. Mændene havde sort høj hat på og gik med sort armbind. Såfremt dødsfaldet ikke var sket i hjemmet, blev afdøde hentet på sygehuset, hvorefter ligtoget gik forbi bopælen, hvor der var tændt levende lys i vinduerne. Foran hjemmet, holdt følget en kort pause inden de gik videre til kapellet.

Da Skat overtog forretningen blev den hestedrevne ligvogn solgt, da Skat ikke selv var i stand til at køre ligvognen, idet han kun havde syn på et øje. Vognen blev solgt til en lokal kvinde, som efterfølgende udlejede vognen med kusk, til Skat Christensen. Skat Christensen drev ligkistemagasin frem til 1969, hvorefter hans søn Orla Skatt Christensen og hustruen Ulla drev forretningen videre.

December 1985 flyttede Nørresundby Ligkistemagsin i nye lokaler, på Østerbrogade 77, hvor forretningen er beliggende i dag. Orla Skatt Christensen var kendt under navnet Skatt, hvilket også var grunden til at forretningen senere ændrede navn til Skatt Christensen, Begravelsesforretning. Skatt og Ulla drev begravelsesforretningen i 25 år.

I januar 1994, blev Skatt Christensen, Begravelsesforretning overtaget af Folmer Olsens efterfølger, bedemand Anders Petersen. Af private årsager, så Anders Petersen sig nødsaget til at videresælge forretningen senere samme år. Anders Petersen kontaktede Conni Fjorbak, som på det tidspunkt drev Conni Fjorbak Østbyens begravelsesforretning. Sammen med sin ægtefælle Kurt Fjorbak overtog de, Skatt Christensen, Begravelsesforretning.

I år 2000 udvidede Conni og Kurt Fjorbak forretningen med købet af Nørre Tranders begravelsesforretning, efter bedemand K. E. Andersen. Fjorbak drev alle tre forretninger på hver deres lokation i henholdsvis Nørresundby og Aalborg. Hver af de tre begravelsesforretninger fortsatte med hvert deres navn.

I 2017 havde Bente Luther Høstgaard et dødsfald i familien, hvor hun benyttede Skatt Christensen Begravelsesforretning. I den forbindelse havde Bente givet udtryk overfor Conni, at hun havde haft et stort ønske om at blive bedemand, siden hun var 21 år gammel. På højtideligsdagen får Bente sagt til Conni Fjorbak, “hvis I nogensinde vil sælge, er I velkommen til at ringe”. Conni huskede dette og hun ringede til Bente.

Bente og hendes ægtefælle John Høstgaard overtog alle tre begravelsesforretninger, i 2019. I forbindelse med handlen blev Conni og Kurt tilknyttet forretningerne året ud, så Bente og John blev oplært i bedemandsfaget.

Bente og John viderefører forretningen med nytænkning, dog med stor respekt værner de om dens mangeårige traditioner og værdier.

om os - Skatt Christensen Begravelsesforretning - screenshot 2022 02 15 at 092010 - Om os

Bente Luther Høstgaard

Jeg er oprindelig uddannet socialpædagog. Inden jeg blev bedemand har jeg arbejdet indenfor det pædagogiske felt, i knap 25 år, hvor jeg har arbejdet som støttepædagog, institutionsleder og konsulent.

I mit arbejdsliv har jeg bl.a. været engageret i mellemmenneskelig relationer, som har været præget af særlige udfordringer og dermed en vis kompleksitet. Min livserfaring og faglige kompetencer anser jeg som et stort aktiv i arbejdet som bedemand.

Som bedemand er jeg dedikerede til at møde, støtte, vejlede og hjælpe pårørende, i en af livets sværeste faser. Jeg er menneskelig, empatisk og troværdig. Jeg er rummelig og anerkender forskelligheder og nærer stor omsorg for det enkelte menneske og de følelser et dødsfald ofte medfører. Jeg agere professionelt og sikre værdighed for den afdøde.

John Nørgaard Høstgaard

Med 45+ år på arbejdsmarkedet, besidder jeg en del livserfaring, som jeg benytter til at afdække og imødekomme afdødes og pårørendes ønsker. Fællesnævnerne i mine tidligere jobs har været personlige relationer, behovsafdækning og et højt serviceniveau. Jeg er uddannet kommis, og efter aftjent værnepligt var jeg ansat i forsvaret i en årrække.

Efter et par år som inspektør indenfor distribution, blev jeg afdelingsleder i et større udlejningsbureau, efterfulgt af en årrække som konsulent/rådgiver indenfor udlejningsbranchen. De første år hvor vi ejede begravelsesforretningerne, havde jeg desuden et halvtidsjobs med vurdering og salg af fast ejendom, men jeg oplevede, at jobbet som bedemand gav så meget mere mening end blot “et arbejde”, derfor opsagde jeg mit deltidsjob, så jeg kunne bruge min tid og energi fuldt ud i begravelsesforretningen.

24-Timers Døgnåbent

Vi er altid tilgængelige, når du har brug for os, uden ekstra omkostninger.

Familiedrevet siden 1907

Årtiers erfaring og tradition i at hjælpe familier.

Personlig Samtale i Hjemmet

Vi tilbyder samtaler i dit eget hjem for din komfort.

Bæredygtige Valgmuligheder

Engagement i miljøvenlige og bæredygtige begravelsesløsninger.

Pårørendes tilbagemeldinger